Gå til hovedindhold

Michael Pollans "Din foranderlige bevidsthed"

Michael Pollan

Anmeldelse 

Da det blev klart, at Michael Pollan var ved at skrive en bog om psykedelika og den opblomstring af forskning i området som er sket gennem de seneste 15-20 år, var der utvivlsomt en del øjenbryn som røg op i panden rundt om i verden. Pollan har en række New York Times bestsellere bag sig, så det stod klart for mange, at en bog fra hans hånd ville få stor betydning for, hvordan mainstreamkulturens billede af denne “renæssance” ville blive malet.

Han er mest kendt som the food guy, da han har skrevet en række bøger om mad og madlavning med fokus på sundhed og bæredygtighed. Men når man ser på hans forfatterskab, er det tydeligt, at hans interesse for forholdet mellem mennesker og det, som de indtager, stikker dybere end som så.

Han er også kendt for sin grundige research, dels baseret på anerkendt forskning, dels historisk redegørelse og interviews med relevante nøglepersoner. En charme ved hans journalistiske metode er hans “hands on” tilgang til det emne, som han undersøger, en metode han selv beskriver som immersive journalism. Skriver han f.eks. om arkitektur, gør han det indirekte ved at skrive en bog, hvor han i detaljer redegør for sin proces med at bygge sin egen lille skrivehytte på sin ejendom.

Og denne fremgangsmåde følger han da også i Din foranderlige bevidsthed, hvilket vil sige at han som en del af sin research indtager både magiske svampe, ayahuasca, 5-MEO-DMT og LSD - dog først efter grundig forberedelse og under ansvarlige omstændigheder - selvsagt.

I den første del af bogen bruger han interviews med en række nøglepersoner i den psykedeliske renæssance til at kaste lys på de psykedeliske substansers tumultariske historie i den vestlige verden. Hans interview med  Roland Griffiths, den anerkendte professor i psykofarmakologi og leder af det nystartede “Center for Psychedelic and Consciousness Research” v. Johns Hopkins Universitetet giver et billede af hvor mange betingelser der skulle være opfyldt, før processen med at løsne op for den stramme juridiske regulering af de psykedeliske substanser kunne starte.

En lang række mentale lidelser er i nu søgelyset som mulige kandidater for behandling med psykedeliske substanser kombineret med psykoterapi. Behandlings-resistent depression, tvangshandlinger, PTSD, spiseforstyrrelser samt alkoholmisbrug for at nævne nogle stykker. Pollan interviewer en række forsøgspersoner, og vi får dermed et spændende indblik i de oplevelser og mentale forandringer som de har gennemgået. 

Det måske mest berømte af studierne fra Roland Griffiths laboratorium fra 2006 konkluderer, at man med ret stor sandsynlighed kan fremkalde en “mystisk oplevelse” hos forsøgsdeltagere, som har indtaget en tilpas dosis psilocybin, og at denne oplevelse oftest er ledsaget af en forbedring i forsøgsdeltagernes tilstand. Pollans udforskning af den mystiske erfarings betydning og dens umage placering i det reduktionistiske naturvidenskabelige paradigme er interessant og gør det klart, at de psykedeliske substansers usædvanlige effekter ikke uden videre lader sig indpasse i en klassisk medicinsk model.

I bogens anden del går Pollan på jagt efter at opleve den mystiske erfaring på egen krop. Han skildrer processen med at finde egnede guides, overvindelsen af sin angst for sit helbred, både mentalt og fysisk, og krydrer med interessante perspektiveringer til neurovidenskab, filosofi og den psykedeliske historie.

Med en indføring i Robin Carhart-Harris’ interessante teori om den “entropiske hjerne” hører vi, hvordan mentale lidelser som depression, angst og tvangshandlinger ser ud til at hænge sammen med et overaktivt default mode network. Netværket kan opfattes som et neuralt korrelat til vores ego-bevidsthed, og de psykedeliske substansers evne til at dæmpe aktiviteten i netop dette netværk kan være en af forklaringerne på, hvordan de virker på neurofysiologisk plan. Læs evt. mere om Carhart-Harris’ arbejde.

Pollans brug af immersive journalism virker velvalgt til emnet. Selvom den psykedeliske oplevelse er berømt for nærmest pr. definition at være ubeskrivelig og kræver undersøgelser fra mange forskellige discipliner, formår Pollan med sine skiftende vinkler på emnet at levere en grundigt researchet, nuanceret og indlevet beretning.

I spørgsmålet om, hvordan en fremtidig model for integrationen af psykedeliske substanser i vores samfund skal se ud, er han forsigtig og hælder til en “lægefaglig” model, hvor adgang til behandling sker gennem sundhedssystemet. Han frygter, ligesom mange forskere, at uheldige episoder kan forårsage politiske panikindgreb, som dem, der blev lavet i slutningen af 60'erne. Her fik Nixon fik nok af det larmende og genstridige ungdomsoprør og han fik de psykedeliske substanser placeret i kategori 1, dvs. som afhængighedsskabende og uden medicinsk potentiale. Dette skete i modstrid med Senatets ekspertpanels anbefaling og til trods for, at der allerede dengang var masser af lovende forskning samt igangværende behandling, bl.a. af alkoholisme.

Pollan lader også fortalere for en mere liberal model komme til orde - dem der mener, at psykedelika også bør være tilgængeligt som værktøjer til betterment of well people, hvilket indebærer, at mennesker, som ikke nødvendigvis har en mental lidelse, også skal have muligheden for at udforske de psykedeliske substansers potentiale uden at overtræde lovgivningen. 

I denne forbindelse er det svært ikke at bide mærke i ironien i, at Pollan overhovedet kan slippe af sted med at skrive offentligt om sine personlige oplevelser med ulovlige substanser, når det er stadig en barsk virkelighed at mange, typisk fra de nederste lag i samfundet, ender i fængsel for simpel besiddelse af f.eks. psilocybinsvampe. En mands research til en New York Times bestseller er måske en anden mands vej til fængsel.

Han har også fået kritik for at være en “newcomer” i det psykedeliske community, der via udgivelsen af Din foranderlige bevidsthed pludselig er blevet tildelt en masse autoritet, som han ikke helt er i stand til at forvalte. Efter Pollan skrev et debatindlæg vedr. Denvers afkriminalisering af psykedeliske svampe i New York Times med titlen “Not So Fast on Psychedelic Mushrooms” stillede Psymposias skribent David Nickles i Podcast-episoden “We Hope Michael Pollan Changes His Mind” spørgsmålstegn ved om strategien med den “medicinske model” og den mainstreaming af psykedelika, den indbefatter, er den bedste vej frem:

To me [...] [mainstreaming is] this black box process whereby we strip out all of the antagonistic components of psychedelic histories, all of the radical politics, all of the underground outlaw ethos, and even though we then have stripped out all of the components that make it antagonistic towards dominant culture, and capitalism, patriarchy, white supremacy, all of these other things that are causing so many problems, causing so much suffering and oppression, somehow then psychedelics will still magically transform society into a better more just, more equitable world. I’ve requested, at least going back to 2014, so coming on 5 years, that if any of these advocates wanted to present the actual political mechanisms by which their stated preference for mainstreaming would achieve those political goals, I’m happy to hear it. So far nobody has produced a coherent presentation of those dynamics.

Pollans svar på kritikken kan læses på hans hjemmeside.

Det kunne også have været interessant med en vinkel, der belyste internettets og mere specifikt dark webs rolle i spredningen af information om, samt egentlig distribution af de psykedeliske substanser. De involverede videnskabelige institutioner får meget af æren for renæssancen, men der er ikke tvivl om at black markets i den psykedeliske undergrundskultur og deling af erfaringer i diskussionsfora har betydet, at en stadig større del af den voksne befolkning i den vestlige verden har førstehåndskendskab til substanserne. Det er også vigtige faktorer i den udviklingen af den positive konsensus blandt dem, som nu er etablerede forskere i feltet, om at psykedeliske substanser har noget værdifuldt at byde på.

Alt i alt er Din foranderlige bevidsthed dog en glimrende introduktion til den psykedeliske videnskabs verden. Det er en læseværdig rejse gennem nogle af de vigtigste spændingsfelter i et kontroversielt forskningsområde, der som minimum har potentialet til at revolutionere måden, vi forstår og behandler mentale lidelser.
 

Anmeldt af Benjamin Christensen

Bogen er oversat af Niels Lyngsø og udgivet af Klims forlag i 2019.

Originaltitel: How to Change Your Mind

Bogen kan købes via Klims hjemmeside.